John Steinbeck
"Få Øst for Paradis. Sammenfatning"
I et fjernt land boede familien Trask.
Familiens overhoved,
Cyrus Trask, var soldat og meget streng. Han havde to sønner: den
ældste, Adam, og den yngste, Charles. Drengenes mor døde, da de var
små. Cyrus lærte dem disciplin og orden. Han sagde, at ærlighed og
pligt var vigtigst. Adam lyttede til sin far og drømte om fred og
godhed. Charles var stærk og stædig og ville bevise, at han også
var noget værd. Han var tit vred på Adam, fordi han troede, at
faren elskede Adam mere.
Da Adam blev voksen, sendte faren ham i militæret. Adam ønskede
ikke krig, men han adlød. I militæret rejste han meget og oplevede
svære ting. Han lærte tålmodighed og så, hvordan folk led under
grusomhed. Efter militæret kom Adam hjem. Charles havde arbejdet på
gården og sparet penge. Han var jaloux, fordi faren var stolt af
Adam. En dag døde Cyrus. Adam og Charles var alene. De fandt ud af,
at de havde arvet mange penge. Charles ville bruge pengene på
gården, men Adam var ikke glad i det gamle hus. De skændtes ofte.
Adam var stille og ville finde sin egen vej, mens Charles følte sig
såret.
Snart rejste Adam væk. Han vandrede rundt og mødte en meget smuk
kvinde ved navn Cathy. Hun virkede svag og blid, men hun var
faktisk snu og ond. Adam opdagede det ikke. Han ville beskytte
Cathy og give hende kærlighed. Cathy sagde ja til hans hjælp, fordi
hun vidste, at Adam var god og naiv. De blev gift. Adam var
lykkelig og troede, at han endelig havde sin egen familie. Han tog
tilbage til Charles for at præsentere sin kone, men Charles
mærkede, at noget var galt. Han forsøgte at advare Adam, men Adam
lyttede ikke, for han var blindet af kærlighed.
Efter noget tid besluttede Adam og Cathy at rejse til Californien.
Adam havde hørt, at jorden i Salinas-dalen var frugtbar, og at
vejret var varmt. Han ville bygge et nyt hus og starte et fredeligt
liv. Cathy havde ikke noget imod det. Adam købte jord, ansatte
arbejdere, byggede et stort hus, lavede en have og gravede en
brønd. Han drømte om lykke og om
deres kommende barn. Så opdagede
han, at Cathy var gravid. Adam var glad, men Cathy var vred over at
skulle være mor.
I Salinas-dalen boede den store familie Hamilton. Familien blev
ledet af Samuel Hamilton, en god og munter mand. Han elskede attale om livet og læse bøger. Han havde mange børn, der hjalp ham
på gården. Samuel mødte Adam, da Adam søgte vand til sin brønd.
Samuel var en klog opfinder og blev ven med Adam. Han besøgte ham
tit.
Adam havde også en kinesisk hjælper ved navn Lee. Han var meget
lærerig og omsorgsfuld. Lee lavede mad, holdt huset rent og passede
gården. Han respekterede Samuel og talte tit med ham om godhed,
ondskab, Gud og frihed. Adam var glad for at have så gode mennesker
omkring sig. Cathy forblev dog kold og fjendtlig, men Adam så det
ikke.
En dag fødte Cathy tvillinger: Aron og Caleb. Adam græd af lykke og
takkede Cathy for drengene. Men Cathy hadede at være mor. Samme nat
pakkede hun sine ting og gik. Adam bad hende blive og forstod ikke
hvorfor. Cathy skød ham i skulderen og flygtede. Adam var såret og
desperat. Lee tilkaldte lægen og reddede Adams liv.
Da Adam kom sig, blev han meget deprimeret. Han vidste ikke,
hvordan han skulle leve uden Cathy. Han rørte ikke sine sønner og
tog sig ikke af huset. Samuel Hamilton og Lee forsøgte at opmuntre
ham. De sagde, at børnene havde brug for en far. Langsomt begyndte
Adam at tage sig af drengene. Lee lavede mad til dem og fortalte
historier. Samuel kom med gaver til Aron og Caleb. Børnene voksede
op på hver sin måde. Aron var lys og venlig, elskede alt smukt.
Caleb var mere stille og tænkte ofte på den mor, de ikke havde.
Tiden gik. Adam passede sin jord og glemte næsten Cathy. Han
forsøgte at elske begge sønner. Men nogle gange syntes han, at Aron
var blidere og mere god, og derfor fik Aron mere opmærksomhed.
Caleb mærkede det og var ked af det. Han prøvede at gøre faren
glad, men Adam så det ikke altid.
Cathy, som nu kaldte sig Kate, arbejdede på et bordel og ejede det
efterhånden. Hun var hård og tænkte kun på penge. Hun glemte Adam
og børnene. Hun troede, at verden var ond, og hun selv gjorde onde
ting. Ingen vidste, at hun havde forladt sin familie.
Aron og Caleb blev ældre, gik i skole og hjalp på gården. Aron
kunne lide at læse og drømte om et ærligt liv. Caleb passede haven
og ville vise, at han også var noget værd. Indeni følte han tit
vrede og mørke
tanker. Han anede ikke, at det kom fra hansmor.
En dag tog Caleb ind til byen. Han hørte om en kvinde, der hed
Kate, og som før hed Cathy. Han mødte sin mor, men hun var kold.
Han sagde: "Jeg er din søn." Hun spurgte bare, hvad han ville, og
om han havde penge. Caleb følte ingen kærlighed fra hende. Han gik
med smerte i sit hjerte.
Derhjemme fortalte Caleb ikke Aron om moren med det samme. Men hans
indre var i oprør. Han så Arons smil og uskyld og blev vred. En dag
skændtes brødrene, og Caleb råbte, at deres mor levede og ejede et
bordel. Aron troede ham ikke og gik selv for at se. Da han fandt ud
af sandheden, blev han chokeret. Han kunne ikke håndtere, at hans
mor var ond. Han forlod hjemmet og begyndte at studere på college
for at glemme alt.
Adam forstod ikke, hvorfor Aron rejste så pludseligt. Han anede
ikke, hvad der var sket mellem brødrene. Caleb følte skyld, for han
havde ødelagt Arons drømme. Adam savnede Aron og blev trist. Han
havde altid vist Aron mere varme, og nu var Aron væk. Caleb følte
sig alene. Han forsøgte at arbejde hårdt og kom med idéer til
gården, men Adam var kold.
Så kom krigen, og mange unge mænd blev sendt i militæret. Aron
forlod sit studie og tog i krig. Han søgte fred i sin sjæl. Caleb
blev på gården. Han så farens smerte og hjalp ham i tavshed. En dag
kom meddelelsen om, at Aron var død. Familien var i chok.
Adam lukkede sig inde i sig selv. Han talte ikke, spiste ikke og
arbejdede ikke. Caleb var fyldt med skyld. Han tænkte, at det var
hans skyld, at Aron tog den beslutning at gå i krig. Lee forsøgte
at trøste Caleb og hjælpe Adam. Han lavede mad, læste aviser og
sagde, at livet måtte gå videre. Men Adam lå tavs.
Samuel Hamilton var også død nu, og Caleb savnede hans kloge råd.
Men han huskede Samuels ord om, at mennesket selv vælger mellem
godt og ondt. Lee talte tit om ansvar. Caleb besøgte sin far, der
langsomt svandt bort. En dag sagde lægen, at Adam snart ville dø.
Caleb stod ved hans seng og græd, mens han huskede alt det, der var
sket med Cathy, Aron og familien.
Adam forstod, at han ikke havde elsket Caleb lige så meget som
Aron. Han var for svag til at rejse sig, men ville sige nogetvigtigt. Lee hjalp ham op i puderne. Adam så på Caleb med sorg
og tilgivelse. Han
huskede Samuels ord "Timshel" - "Du kan." Dette
gamle ord fra Bibelen betyder, at mennesket har et frit valg. Adam
hviskede "Timshel" og velsignede sin søn. Caleb holdt farens hånd
og mærkede livet forlade ham. Han forstod, at Adam tilgav ham og
gav ham en ny start. Adam lukkede øjnene og døde.
Efter begravelsen var huset stille. Lee blev en tid hos Caleb. Han
vidste, at Caleb havde mistet både bror, far og morens kærlighed.
Men nu havde Caleb frihed til at vælge sin fremtid. Han kunne følge
sin mors onde vej eller vælge godhed. Ordet "Timshel" rungede i
hans hoved. Han huskede, hvordan faren i sine sidste øjeblikke gav
ham håb. Caleb besluttede, at han ikke ville leve i mørke. Han
ville arbejde på jorden og hjælpe folk. Han huskede, hvordan Samuel
Hamilton spredte godhed. Caleb ville gøre det samme.
Snart rejste Lee for at åbne en lille boghandel i en anden by.
Caleb blev alene på gården. Han kiggede på de grønne marker, den
stille flod og bjergene i det fjerne. Han tænkte på Aron, på sin
far og endda på sin mor. Han forstod, at livet ikke altid er
retfærdigt, men at alle selv kan vælge, hvem de vil være. Han følte
både smerte og en slags glæde, for han var stadig i live og havde
et valg.
Så endte historien om familien Trask. Fra den strenge Cyrus og hans
sønner Adam og Charles - til tragedien med Aron og Caleb. I
Salinas-dalen hørtes ikke længere Arons latter, og Adam var der
ikke til at give gode råd. Men livet fortsatte. Caleb løftede
blikket, tørrede sine tårer og mærkede en let brise i ansigtet. Han
hviskede "Timshel" og gik videre, vel vidende at kun han selv var
ansvarlig for sin fremtid. Det var starten på et nyt kapitel i hans
liv, født af smerte og håb.