I Lymeviste Anne sig som en omsorgsfuld og fornuftig person. Kaptajn Benwick, som var lukket og sørgmodig, begyndte at tale med Anne. Hun foreslog, at han skulle finde trøst i gode bøger, i poesi, i venskab og i dybe samtaler. Han lyttede meget opmærksomt og så lyset i hendes ord. Kaptajn Wentworth bemærkede, at Anne ikke kun var venlig og rolig, men også kunne støtte andre i deres sorg.
Snart skete der en frygtelig ulykke, som rystede alle. Louisa, en munter pige, ville springe ned fra en lav mur, fordi hun troede, at Frederik ville gribe hende. Han var ikke klar, og Louisa faldt uheldigt og slog hovedet hårdt. Hun mistede bevidstheden, og folk omkring begyndte at gå i panik. Men Anne bevarede fatningen. Hun gav rolige anvisninger om at hente en læge og finde et sikkert sted til Louisa. Frederik var ulykkelig over, at han ikke havde kunnet beskytte Louisa, og han så på Anne med respekt og taknemmelighed, fordi hun havde udvist styrke og medfølelse.
Familien Musgrove besluttede, at Louisa skulle blive i Lyme for at komme sig og for at være under opsyn af læger. Frederik blev der også for at holde øje med hende, mens Anne måtte rejse til Bath for at være hos sin far og søster Elizabeth. Da hun tog afsked med Frederik, følte hun, at der var meget usagt mellem dem, men hun turde ikke tale åbent. Hun frygtede, at han ikke havde tilgivet hende.
I Bath havde Sir Walter og Elizabeth allerede slået sig ned i et pænt, men mindre hus. De var glade for selskabslivet, baller og møder med fornemme personer. Sir Walter var stadig optaget af sit udseende. Han gik ofte i butikker for at finde elegante ting og roste aristokratiet højt. Elizabeth gjorde ligesom sin far. Anne var ikke så interesseret i dette, men hun ville ikke skabe splid, så hun støttede sin far og søster.
Snart mødte Anne en fjern slægtning ved navn William Elliot. Han kunne arve Sir Walters baronettitel, fordi der ikke var andre mandlige arvinger. Mr Elliot var meget høflig, fulgte Anne rundt i Bath, inviterede hende til koncerter og gjorde et positivt indtryk. Sir Walter og Elizabeth var tilfredse med ham, for han virkede rig, velopdragen og passende som ægtemand til Anne. Men Anne følte ingen kærlighed eller særlig sympati. Hun så, at Mr Elliot gik op i ydre værdighed, men manglede ægte varme i hjertet.
I Bath havde Anneen gammel veninde, Mrs Smith, som efter sin mands død levede beskedent og ikke var helt rask, men som stadig havde et skarpt sind og et venligt væsen. Anne besøgte Mrs Smith jævnligt,
bragte hende te og småkager og spurgte til hendes helbred. Under et af disse besøg fortalte Mrs Smith, at Mr Elliot engang havde talt meget dårligt om Sir Walter, gjort grin med familien Elliot og sagt, at han ikke ønskede kontakt med dem. Nu kom han kun for at arve titel og formue. Anne blev rystet over den oplysning. Hun forstod, at Mr Elliots høflige opførsel blot var en facade, og at han var egoistisk.
Imens dukkede kaptajn Wentworth pludselig op i Bath. Han havde hørt, at Louisa Musgrove var ved at blive rask og nu var forelsket i kaptajn Benwick, som havde trøstet hende under hendes bedring. Frederik var lettet over, at Louisa ikke forventede et frieri fra ham. Han var kommet til Bath for sine egne anliggender og i håb om at møde Anne igen, fordi han ikke kunne glemme hendes gode hjerte. Men han lagde mærke til, at Anne ofte var sammen med Mr Elliot. Frederik troede, hun måske ville giftes med denne mand.
Anne var også bekymret, fordi hun ikke vidste, hvordan Frederik havde det med hende, og hun så hans usikkerhed. Ved en sammenkomst stødte de endelig på hinanden, men der var for mange mennesker, og de kunne ikke tale åbent. Mr Elliot holdt sig tæt på Anne, mens Frederik kun kunne betragte dem på afstand. Når Anne mødte Frederiks blik, huskede hun deres fælles fortid og følte skyld. Hun tænkte, at hvis han tog af sted, ville de måske igen miste hinanden i årevis.
Snart kom der endnu et selskab, hvor mange af familiens bekendte deltog. Anne tog med Elizabeth og sin far, og kaptajn Wentworth var også inviteret af fælles venner. På et tidspunkt trak Anne sig lidt tilbage med en veninde, og Frederik kom hen for at tale med hende. Men før de nåede at udveksle ord, satte en fremmed sig ned, og øjeblikket var tabt. Frederik så trist ud, og Anne mærkede hans indre uro.
Endelig, da de forlod festen, krydsede Anne og Frederik tilfældigt hinandens vej uden vidner. De trådte ind i et lille rum, hvor få folk var. Frederik, som ikke ville vække opsigt, tog hurtigt en kuvert frem af sin lomme og lagde den næsten ubemærket i Annes hånd.Så gik han hen til de andre gæster. Anne, der rystede let, åbnede brevet og læste det. Frederik skrev, at han ikke kunne glemme hende, siden han rejste for mange år siden. Han indrømmede, at hendes hjerte stadig var det vigtigste for ham, at han var bange for at blive afvist igen, men at han ikke kunne forlade Bath uden at fortælle om sine følelser. Mens Anne læste, fik hun tårer i øjnene.
Efter dette brev forstod Anne, at de måtte tale sammen i fred. Hun
fandt hurtigt et påskud for at gå ud med en veninde, i håb om at Frederik ville følge efter. Det gjorde han. På gaden var de endelig alene og kunne tale åbent. Anne indrømmede, hvor meget hun fortrød at have brudt forlovelsen, og at hun var bange for, at han aldrig ville tilgive hende. Kaptajn Wentworth sagde, at det kun var stolthed og såret følelse, der havde holdt ham tilbage, men at han stadig elskede hende. De var begge meget rørte og mindedes de mange års smerte og tavshed.
Efter denne samtale besluttede Anne og Frederik at lade være med at vente længere og blive forlovet igen. Frederik talte med Sir Walter, som i begyndelsen opførte sig lidt nedladende, da han huskede, at han tidligere havde set ned på Frederik. Men kaptajn Wentworth havde nu tjent godt i flåden og havde et godt ry. Admiral Croft og hans kone talte også varmt om ham. Lady Russell, som så Annes lykke og faste vilje, bøjede sig for deres ønske og fortrød sin tidligere hårdhed.
Mr Elliot, som havde håbet at gifte sig med Anne for at arve titlen, forstod, at hans plan var mislykkedes. Han trak sig, mens han bevarede en høflig facade. Sir Walter, der havde hørt sandheden om Mr Elliots egoistiske hensigter, holdt op med at invitere ham. Elizabeth ønskede heller ikke at omgås ham.
Alt blev ordnet, og Anne blev igen forlovet med kaptajn Wentworth. Brylluppet var ikke stort, men det var rørende og fuld af glæde. Anne flyttede ind hos sin mand, og de begyndte at opbygge deres liv sammen, uden at bekymre sig om andres snak eller råd. Anne følte, at hun endelig havde valgt rigtigt, fordi hun havde fulgt sit hjerte i stedet for andres meninger. Frederik var lykkelig, for han havde genvundet den kvinde, han engang havde mistet på grund af et skæbnesvangert råd.
I denne historie vandt de ægte følelser og dentrofaste kærlighed. Anne lærte at lytte mere til sig selv end til andres tvivl. Kaptajn Wentworth indså, at kærligheden kan overvinde nag. Og selvom Sir Walter, Elizabeth og Lady Russell først prøvede at styre Annes skæbne, så de til sidst, at hun var oprigtigt lykkelig, og de accepterede hendes valg. Sådan endte Anne Elliots og kaptajn Wentworths lange prøvelser. Efter flere års adskillelse blev de endelig mand og kone og fandt ro og varme i et liv sammen.